Betyder selvernærende. Autotrofe organismer kan selv opbygge organiske molekyler ud fra simple uorganiske molekyler som fx. kuldioxid og vand. For at kunne gøre det har de brug for at få tilført noget energi. Udnytter de lysenergi fra solen kaldes de fotoautotrofe og udfører den proces der kaldes for fotosyntese. Nogle autotrofe organismer får energien fra kemiske stoffer og kaldes for kemoautotrofe organismer. Autotrofe organismer er producenter og er det første led i alle fødekæder. Modsætningen til autotrofe organismer er de heterotrofe organismer.