Sclerose (sclerosis disseminata) eller Dissemineret Sclerose/Multiple Sclerose (MS) som den rettelig kaldes er en sygdom der angriber centralnervesystemet (hjerne og rygmarv). Det er en sygdom hvor myelinskederne omkring nervecellerne angribes og ødelægges. Myelinskederne er et fedtholdigt isolerende lag der ligger rundt om nervecellerne. Det muliggør at nervesignaler kan sendes afsted hurtigt og præcist.
I MS nedbrydes myelinskederne og de erstattes af arvæv (sclerose) hvilket medfører at nervesignaler til og fra hjernen bliver forstyrret. Dette fører til de symptomer der kendetegner en patient med sclerose: Synsforstyrrelser, balance- og koordinationsproblemer, træthed, spastiske lammelser, taleforstyrrelser, smerter m.m. Multipel Sclerose er en kraftigt invaliderende sygsom med et meget varieret sygdomsbillede.
Årsagerne til Multipel Sclerose kendes ikke endnu. Ødelæggelsen mener man skyldes en autoimmunreaktion hvor kroppens eget immunforsvar angriber myelinen og nedbryder den. Hvad der trigger autoimmunresponset ved man ikke. En mulighed er en kombination af en arvelig faktor og en miljøfaktor som fx en virus.