Østrogen

Del siden/ordet

Østrogen er et kvindeligt kønshormon der produceres af follikelceller i æggestokkene. Fra folliklen siver østrogen ud i blodet og føres med blodkredsløbet rundt i kroppen.

Østrogen er ansvarlig for de ændringer der finder sted med den kvindelige krop i puberteten. Det er bl.a. udviklingen af kønsbehåring, bryster og bredere hofter.

I menstruationscyklusen påvirker østrogen celler i livmoderens slimhinde og får dem til at dele sig, derved bliver livmoderslimhinden fortykket så den er klar til at modtage et æg. Østrogen påvirker også celler oppe i hypothalamus (i hjernen). De sender besked til hypofysen om at danne det det overordnede kønshormon LH (Luteiniserende Hormon). Denne mekanisme kaldes for positiv feedback. LH sørger bl.a. for en ægløsning.

Senere sørger østrogen i forening med progesteron for en negativ feedback hvor der dannes mindre af de to overordnede kønshormoner LH og FSH.

Østrogenlignende-stoffer

Del siden/ordet

Stoffer med østrogenlignende effekt er stoffer, der ikke dannes i organismen, men er i stand til at efterligne de naturlige østrogeners egenskaber. DES (Diestylstilbestrol), PCB, dioxiner, DDT, phthalater og Alkyphenol er stoffer/stofgrupper der angiveligt har en sådan effekt. Østrogenlignende stoffer er mistænkt for at forstyrre hormonbalancen hos bl.a. mennesket og øge risikoen for forskellige kræftformer, dårligere sædkvalitet m.m.