Kaldes også for Speed. Et kunstigt fremstillet rusmiddel. Det kemiske navn er 2-amino-1-fenyl-propan (C6H5CH2(NH2)CH3).
Amfetamin har en kraftig virkning på central nervesystemet. Tilbage i 30’erne blev det markedsført som et lægemiddel med opkvikkende og slankende virkning. Amfetamins virkning minder i store træk om kokains. Det har både en forside og en bagside. Først kommer euforien (rusen) derefter kommer nedturen med angst, depression og i svære tilfælde psykoser. Derudover er amfetamin afhængighedsskabende.
Amfetamin virker bl.a. ved at blokere for genoptagelsen af transmitterstoffet dopamin og samtidig stimulere udskillelsen af dopamin. Det forhøjede niveau af dopamin resulterer i en forøget stimulering af det sympatiske nervesystem (eufori m.m.).